Episode nummer 20

Smilet dør

Hvor du bl.a. kan høre:

- hvordan den nye Düsseldorf – den nye sporvogn gled gennem gaderne
- hvorfor det er vigtigt at snøre sine snørebånd
- hvordan smerten i dødsøjeblikket bliver udløst i svævende blå
Hvad sker der, når sådan noget sker?
Er der noget med luftens koordinater?
Luftens koordinater, der finder hinanden i en skæbnesvanger kombination?
Er der system i det?
Måske – og måske i en stemning som her:

Koordinater knitrede, og skygger ledte efter genforening med lyset.
Alt var som altid.
Men betingelserne for uheldig krydskoordination var på forhånd givet.
Regler lå fast, og ingen kendte dem.
Kun brudstykker var synlige, var tilgængelige, men de gav ingen mening.
Det trak stadig gennem bløde huller i Intet - det Intet, der adskilte tiderne.
Som huller i luftig cellofan.
Pluff!
Der var en lyd, men ingen tillagde lyden noget.

Og Smilet blev selvfølgelig begravet.

Sorgen bandt de sørgende sammen, da højtideligheden omkring den døde krop blev afsunget og lukket med alvorlige ord.
Med tiden skyllede tårer sorgen bort og efterlod tomhed, som fyldte alt og forhindrede, at andet fik plads.

Smilet var blevet til en tåre i øjenkrogen, en trykken i brystkassen og et smilende fotografi på væggen.
Han var andetsteds.
I dødsøjeblikket havde Smilet oplevet en voldsom smerte blive forvandlet til svævende velvære i blåt.
Han havde lyst til at forlade livet og blev nænsomt draget mod den uimodståelige, stille og lydløse blå.

Der var naturligvis blevet ryddet op efter ulykken.
Som når naturen rydder op efter et dødt dyr i vejkanten.
Den tilkaldte læge kunne hurtigt konstatere, at tiden ikke var en afgørende faktor, og han beordrede, at et sidste farvel for de efterladte skulle ske med lukket kiste.
Oprydningsholdet arbejdede systematisk og sluttede med at spule ned i kloakken.