Med Metallicas selv-betitlede femte album, der oftest omtales som ‘The Black Album’ på grund af coveret (og måske som kommentar til The Beatles White Album, hvem ved?) krydsede Metallica for alvor grænsen fra ganske vist sindssygt succesfuldt thrash-metal-band til at være det eneste band, der kunne konkurrere med Guns’N’Roses om at være verdens største rockband. Og vinde.

Bandet havde allieret sig med producer Bob Rock, der nok vidste, hvordan man skar en stadion-rock-plade efter at have produceret for bl.a. Mötley Crüe og Bon Jovi, og først og fremmest var det garant for, at Metallica simpelthen lyder djævelsk godt. Der er fylde, tekstur og lidt ‘wall of sound’ på pladen, og resultatet af deres fælles anstrengelser blev intet mindre end mageløst.

Pludselig kunne man høre melodier, der var stringente (og kortere), som man næsten kunne synge med på, som blev spillet på mainstream-radioer – og som problemløst kunne hoppe ind på top 10 på de helt almindelige hitlister.

Forudsigeligt nok blev mange af de hidtidige fans aldeles opbragte og holdt sig ikke tilbage med at fortælle, i hvor høj grad Metallica havde solgt ud, men altså; når man på toppen af sin karriere kan indspille en plade, der sælger mere end Bruce Springsteens Born In The USA, så skulle man da være et skarn, hvis man ikke gjorde det. Eller hvad?

I denne special-udgave af Vinylstakken har jeg igen fået selskab af Metallica-fan Jesper Borup, og i snakken med ham tager vi netop udgangspunkt i, om Metallica har solgt ud af kunstneriske idealer, metal-værdier og integritet – eller om thrash-genren simpelthen var blevet for snæver for et band med ambitioner. Vi får også dykket ned i de enkelte skæringer – både hittene og et par af de andre – vi får talt om Ulrich/Hetfield som sangskriver-par og om Bob Rocks betydning for at lave en af de aller største plader i rockens historie – der kunne holde sig på hitlisten i mere end ti år(!)

Enjoy....