2 OCT. 2024 · Om godt og vel en måned går amerikanerne til valg for at afgøre, om Kamala Harris eller Donald Trump skal trone i Det ovale kontor de kommende fire år. Det er det måske mest omtalte og dramatiske amerikanske valg nogensinde. Hele to gange er potentielle snigmordere mødt frem til vælgermøder tilsyneladende med den intention at dræbe Donald Trump. Som altid kan vælgerne i de såkaldte svingstater med en vis ret føle sig som de mægtigste vælgere i verden. Produktion: Jan Eriksen I denne POVcast har vi besøg af POVs USA-korrespondent og chefredaktør, Annegrethe Rasmussen, som tager temperaturen på den hede valgkamp. Hvordan klarer de to kampagner sig? Hvem gør det bedst? Natten til onsdag 3. oktober så og hørte hun tv-debatten mellem USAs vicepræsidentkandidater, republikaneren D.J. Vance og demokraten Tim Walz. "De var langt mere venlige, jeg vil nærmest sige civiliserede i deres tone, end jeg havde forventet. Langt mindre polariserede, end vi har været vidne til i denne valgkamp,” siger Annegrethe Rasmussen, der kalder debatten en positiv overraskelse. Når det gælder spørgsmålet, om vicepræsidentkandidaterne ville kunne optræde troværdigt som præsident, hvis det skulle blive nødvendigt, "ja, der gjorde J.D. Vance det bedst. Man havde fornemmelse af, at han faktisk ville gøre det bedre end Trump som præsident. Han virkede professionel. På form og stil klarede han sig bedst, "siger Annegrethe Rasmussen - men nævner dog en meningsundersøgelse, foretaget af CNN, der viser det modsatte resultat. Valget i USA - svingstaterne Som altid i valgkampen i USA er der maksimalt fokus på svingstaterne. Denne gang handler det om Arizona, Georgia, Michigan, Wisconsin, North Carolina, Pennsylvania og Nevada. I POVcasten forklarer Annegrethe Rasmussen, hvad svingstaterne er, og hvorfor, de er så betydningsfulde, at de to præsidentkandidater kun deltager i vælgermøder/rallys i disse stater. "Hvis man barberer hele spørgsmålet om de syv stater ned, så hedder det Pennsylvania. Det er der, slaget skal stå," siger Annegrethe Rasmussen. Som politiske eksperter verden over lærte POVs chefredaktør af valget i 2016, der som bekendt til alles overraskelse blev vundet af Donald Trump, at man skal passe på med at spå om resultatet. Men hun tør godt komme med et forsigtigt bud på, hvad der kan blive den afgørende faktor. "Med den kendte spindoktor James Carvilles ord, "It's the economy, stupid". Jeg tror stadigvæk, at den, der bedst formår at overbevise vælgerne om, at de kan gøre noget ved amerikanernes økonomi vil vinde. Der er kommet nogle overraskende meningsmålinger, der viser, at Kamala Harris har halet ind på Trump, når det gælder økonomi. Med en anden amerikansk valg-kliché: "Are you better off now than four years ago?" Hvis Harris kan overbevise vælgerne om, at de har det bedre nu end for fire år siden, har hun en god chance for at vinde." Og så har Rasmussen en lille nyhed om det tidligere præsidentpar George W. og Laura Bush, og hvor de står i forhold til valget. Hør meget mere i denne POVcast.